Oplysninger om Honning

Der findes faktisk ikke noget folkeligt lægemiddel med tradition længere tilbage end honning.


Læser man de gamle skrifter, vil man opdage, at der stort set ikke findes den lidelse, som ikke kan kureres enten med honning eller med et andet biprodukt.

I det gamle Indien for 1500 f. Kr. blev visse typer honning brugt mod astma.
I de 4 hellige bøger ”Vedaerne” står der om 8 typer honning med hver deres helbredende virkning nedskrevet, bl.a. hudlidelser.

Kun indenlandsk honning kan bruges til medicinsk behandling.
Den honning man bruger til medicinsk behandling skal være ren – ubehandlet og ikke varmebehandlet honning. Der skal være et højt indhold af pollen, altså ikke filtreret.
Honningen skal tages i små mængder - regelmæssigt og over en længere periode.

Honningen hjælper mod høfeber og allergilidelser.
I 1958 blev det anbefalet at indtage honning i 4 måneder før sæsonen for høfeber.
Man skulle tygge på 1 teskefuld bivoks 3 gange daglig eller hvis man kunne få fat i vokslåg, var det bedre endnu. Det var på grund af mængden af pollen i honningen og voksen.

En læge i 1759 der havde allergisk astma, spiste rå tavlehonning hver dag. Efter 2-3 år, var han fri for sin sygdom og som ”bivirkning”, var han også sluppet af med nyregrus, som han havde døjet med.

Honning blev også brugt som et antibiotikum. De gamle egyptere kendte ikke andre midler end honning til sårbehandling.
Lægen Hippokrates (460-377 f. Kr.) brugte honning til at rense sår - hærde sår på læber - bylder og væskende sår.
Honning blandet med sæbe er godt til at trække ”pus” (betændelse) ud af bylder med.

Kirurgen Robert Blomfield skrev, at honning der påføres hver anden eller hver tredje dag og dækkes af en tør forbinding, virker langt mere positivt i forbindelse med healing af sår og forbrænding, end noget andet han havde brugt.

Honning blev under krigen brugt til sennepsgas læsioner. Det virkede endda healende og hurtigere end hvad man ellers brugte.
I et engelsk håndskrift Leechbook of Bald” fra det 11. århundrede anbefales honning til grimme sår, arm- og benstumper efter amputering.

Kinesisk naturmedicin (4 dele honning og 1 del svinefedt) er effektiv til behandling af små urene eller inficerede sår. Salven stimulerer også fremvæksten af nyt væv.

I de gamle egyptiske tekster ”Kahun-papyrus” inskriptionen ca. 2000 år f. Kr. - fortælles der om honningens egenskaber som lægemiddel.
En salve – opskrift fra ”Kahun-papyrus” inskriptionen - der består af 2/3 fedt og 1/3 honning skulle være godt mod ørepine.

Honning er også god som brandsalve.
Honning til skudsår og i mundhulen er ret effektivt.
Honning bliver den dag i dag brugt til Ayurvedamedicin.
Honning trækker vand ud af bakterier, hvorved bakterierne dehydrerer og dør.

Forskning i honning er mest omfattende i Sovjetunionen og Østeuropa.

Bistik kan forebygge og helbrede visse former for gigt.
Bigiften udvindes af mennesker på samme måde som slangegift udvindes og bruges til medicin.

Personer der spiser frisk hjemmefremstillet honning hver dag, er beviselig mere raske.
Ofte lever russiske biavlere længere (110-120 år) end andre russere.

Man har undersøgt en stor gruppe personer, der alle var 100 år. Det viste sig, at de havde spist honning hver dag.

Forsøg på sommerfugle, der kun fik pollen og nektar har vist, at levealderen forlænges fra normal få uger til et ½ år. Desuden gav det større virilitet hos hannen og øget frugtbarhed hos hunnen.

En undersøgelse viste, at 580 biavler der døde i årene 1950 – 1978, havde færre tilfælde af ondartede sygdomme end hos kontrolgruppen.

Kilde: Kopieret fra Wanda´s bier. http://wandasbier.blogspot.com/2009/02/21-22-kapitel.htm